|
Lipizzaner
Lipizzaneren er Europas ældste kulturrace og blev fremavlet under det Østrig-Ungarske
kejserrige for over 400 år siden med henblik på at skabe en
paradehest til det Habsburgske Hof. Racen har siden den tid bredt sig
over hele verden, men størstedelen af avlen findes stadig på det
oprindelige stutteri i Lipica, Slovenien, stedet for racens
tilblivelse, samt på statsstutterierne i Østrig, Ungarn, Italien,
Slovakiet, Rumænien og Kroatien.
Mange kender Lipizzanerracen fra Den Spanske Rideskole i Wien og
deres berømte hvide hingste, hvor man stadig til det fuldendte værner
om den klassiske ridekunst. Hér kommer Lipizzanerhestens intelligens,
temperament og lethed for samling særligt til udtryk i ”Skolen over
Jorden”; som f.eks. Levade, Capriole, Croupade og Courbette.
Lipizzaneren
er en middelstor hest på 150-160 cm i stangmål med harmoniske
proportioner. Den er kompakt, muskuløs og med et helhedsindtryk, der
skal virke betydeligt. Føllene er normalt sorte eller brune, bliver så
med årene skimlede og til sidst helt hvide. Den hvide farve er
dominerende for racen, men helt brune eller sorte heste kan dog
forekomme og bevaringsværdige.
Typisk for Lipizzaneren er et ædelt hoved med et fortroligt og
intelligent blik. Et stort hoved med konveks næselinie (”Ramskopf”)
forekommer dog. Halsen skal være middellang med en ikke for snæver
sammensætning mellem hoved og hals. Skulderen skal være storfladet,
muskuløs, skrå og under bevægelsen fri; dog ikke så skrå som hos
engelsk fuldblod og varmblodshesten. Ryggen må være middellang til
lang, men godt spændt og stærk. Krydset muskuløst og svagt hældende.
Halen skal være velansat med elegant haleføring. Benene skal være tørre
med velmarkerede og kraftige led, korte piber og stærke hove. Bevægelsen
skal være regelmæssig, taktfast, elegant og fremadgribende, men med
høj forbensaktion og et godt afskub.
Lipizzaneren er en hest med stor intelligens og smidighed. Af
temperament er den ædel, generøs, energisk, men altid blid, venlig
og samarbejdsvillig. Den har naturlige anlæg for koncentration med
stort medfødt talent for det samlede arbejde i dressurens høje skole
og er ekstrem udholdende i sin arbejdsindsats.
Lipizzaneren navngives også i overensstemmelse med gamle
traditioner, og den kejserlige metode er den mest udbredte. I hovedtræk
kan man sige, at en hingst opkaldes efter sin fars hingstelinie
efterfulgt at sin mors navn, hvorimod en hoppe får et navn i moderens
hoppefamilie. Og ingen regel uden undtagelse, for der er naturligvis
flere variationsmuligheder og geografiske afvigelser.
De 6 klassiske hingstelinier er som følger:

|
PLUTO
|
(original Frederiksborger, 1765, skimmel)
|
|
CONVERSANO
|
(original Neapolitaner, 1767, sort)
|
|
NEAPOLITANO
|
(original Neapolitaner, 1770, brun)
|
|
MAESTOSO
|
(original Kladuber, 1773, skimmel)
|
|
FAVORY
|
(original Kladruber, 1779, gul)
|
|
SIGLAVY
|
(original Araber, 1810, skimmel)
|
Desuden er følgende to stammer godkendt og nu også tilføjet
listen over de klassiske hingstelinier:
|
INCITATO
|
(original Araber, 1810)
|
|
TULIPAN
|
(original Lipizzaner blandet med Spansk/Neap., 1880)
|
Af
de klassiske hoppefamilier findes der 19, derudover 14 godkendte
hoppefamilier fra Ungarn, 13 fra Rumænien samt en del af nyere dato
med eksempelvis kroatisk og slovensk afstamning.
Alle renstammede Lipizzanere skal kunne tilbageføres til disse
familier for at blive anerkendt af Lipizzan International Federation (L.I.F.),
der som racens hovedorganisation skal godkende afstamningen.
Lipizzaneren er erklæret bevaringsværdig, idet der kun er ca.
5.000 renracede dyr på verdensplan. Igennem et grundigt avlsarbejde
og godt samarbejde imellem de gamle statsstutterier med udveksling af
avlsmateriale er det dog lykkedes at holde indavlsprocenten meget
langt nede, hvilket er en stor præstation og statistisk en ret svær
opgave med en så lille population.
Med udgangspunkt i et forskningsprojekt sponseret af EU, kaldet
COPERNICUS PROJECT, har en række europæiske universiteter
samarbejdet tæt med statsstutterier om en opfattende indsamling af
data, hvor et repræsentativt udvalg af avlsdyr er blevet registreret,
målt, vejet, beskrevet, fotograferet etc. Disse oplysninger er så
sammen med stamtavler lagt i en databank og vil i en gennemanalyseret
udgave blive publiceret; både for almen interesse, og i højeste grad
som et ekstra værdifuldt redskab i det videre avlsarbejde på tværs
af grænser og avlsorganisationer.
Anvendelsen af Lipizzanere er i da først og fremmest sigtet på
dressur og kørsel, men avlsmålet er det samme som dengang, hvilket gør
Lipizzaneren til en unik hesterace – verdens eneste eksempel på et
stykke levende klassisk historie!
|